mandag den 3. januar 2011

Udsalg og roderier - Sådan kommer du igennem udsalgsperioden!

Jeg skrev sidste år et indlæg hos Trendoutlet om, hvordan man kommer bedst igennem udsalgsperioden.

Disse råd går aldrig af mode og derfor får du dem lige igen igen...


Af: Dorthe Mey Jensen – Dorthes Roderier 

Udsalget er over os og mange mennesker (læs: damer) ser deres snit til at få fyldt klædeskabet op med billigt tøj. Desværre sker det tit og ofte at vi ’forkøber’ os og slet ikke har plads til alt det nye, og hvad er idéen med at have nyt tøj, hvis man ikke kan finde det? Eller man slet ikke får gået med det, fordi det egentlig var moderne for et halvt år siden? 

Et par udsalgstips til dig, så du ikke falder i udsalgsfælden: 

★ Køb ikke noget ’bare’ fordi det er sat ned. 
Tænk dig om, når du står med tøjet i hånden – ville du have købt det, hvis det ikke var sat ned? Hvis svaret er nej, så læg tøjet fra dig og skynd dig væk. 

★Hvilket af dit eget tøj passer det sammen med? 
Når du står med tøjet i hånden, så tænk på hvad det passer sammen med hjemme i dit skab. Vil den passe vildt godt med din nye nederdel eller kan du slet ikke se hvad denne neonpink fake fur jakke skulle passe sammen med? Hvis det er sidstnævnte, så ved du hvad du skal gøre. 

★Køb aldrig noget bare fordi det er moderne lige nu. 
Kig på dig selv og se om det passer til din figur. Spørg dig selv om du vil bruge den om et halvt år eller om SÅ store skuldre er passé til den tid. Ved du, hvordan din stil er, så er det meget lettere at købe tøj. Så brug lidt tid inden udsalget på at finde ud af, hvad du mangler i dit klædeskab. Brug allerhelst udsalget på at købe basisvarer – det holder stadig om et halvt år. 

★ Prøv det, prøv det. 
Sørg altid for at prøve tøjet inden du køber. Også selvom der er lang kø til prøverummet og udsalgsstemningen er på sit højeste. Ellers sørg for at du kan bytte det og få pengene igen, hvis du ikke har tid. Hvis det så ikke passer, når du kommer hjem, så sørg for at få det byttet med det samme. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar